Hvorfor tager jeg til konferencer?

Jeg er lige nu til konferencen StarEast i Orlando, Florida. Det er planen at blogge om de forskellige indlæg, men før det tænker jeg, at det også er interessant at tale lidt om hvilken værdi jeg selv, og den virksomhed jeg arbejder for får ud af det.

En dag på en konference består normalt af en såkaldt “keynote”, hvor en af de kendte/dygtige indlægsholdere fortæller om et emne. Keynotes har ofte et visionært emne, og er ikke så detaljerede som de efterfølgende indlæg. Efter keynoten opdeles konferencen normalt i et antal spor med individuelle temaer. Hvert spor har et antal indlæg på ca. 45 minutter. Et spor kunne f.eks. handle om agil test, eller automatisering. Normalt kan du hoppe rundt mellem de forskellige spor som du har lyst. Ud på eftermiddagen, afsluttes dagen normalt med endnu en keynote.

Hvis konferencen er kort, dvs. to dage, så følger begge dage denne model. Hvis konferencerne er længere, så der det normalt i form af en eller to dage med “tutorials” før selve konferencen. Tutorials er en form for minikurser på en halv eller en hel dag som man vælger når du tilmelder dig konferencen. De har normalt en ret høj kvalitet, men være tidligt ude med tilmeldingen, da de populære emner hurtigt bliver udsolgt. 

Så hvad er det jeg får ud af det, og hvad får min virksomhed ud af det?

  1. Inspiration og motivation: Den primære personlige grund til at jeg deltager i konferencer er at de inspirerer mig. I løbet af året kan jeg godt falde ind i en tankegang om at test bare er test. Når jeg så deltager i en konference hører jeg mange nye ideer omkring test, og taler med andre mennesker der også brænder for test. Jeg kommer hjem med masser af ideer til, hvordan jeg kan forbedre den test jeg pt. sidder og arbejder med, og til hvor jeg skal bevæge mig hen i fremtiden. Det kan både være simple ting som hvad jeg skal prøve næste gang jeg laver planlægning af en test, og det kan være en hel ny strategi for testautomatisering. Alt i alt vender jeg hjem med en kriblen i fingerne for at arbejde med mit fag, og motiveret for at forbedre den måde jeg arbejder på.

  2. Ny viden: Dem der tager til konferencer er næsten altid meget engagerede. Det giver rig mulighed for at med de andre deltagere om hvordan de tester, og derudover hører man masser af oplæg fra nogle af de største eksperter inden for test. Der er masser af viden, og hvis du har specifikke spørgsmål du gerne vil have svar på, er det bare at spørge.

  3. Deling med andre kolleger: Når jeg har været til en konference holder jeg normalt et eller flere oplæg for mine kolleger om, hvad jeg har hørt, og hvordan jeg kan se det brugt i min hverdag. På den måde får vi delt den viden, og virksomheden får yderligere gavn af min deltagelse. Hvis du ikke er så vant til at holde præsentationer, er det også en god og tryg mulighed for at øve sig.

  4. Arbejdsglæde: Inspiration og motivation er selvfølgelig en del af arbejdsglæde, men at min virksomhed er villig til at investere i mig, og at komme væk fra dagligdagen for at tale om mit fag sammen med andre testere, er bestemt også en kilde til at føle større arbejdsglæde.

  5. Networking: På konferencen er der rig mulighed for at opbygge netværk med andre testere, men hvis du er afsted med kolleger, er der bestemt også mulighed for at komme nærmere på de kolleger du arbejder sammen med i hverdagen.

At tage på konferencer koster ca. det samme som at tage på kursus, men for os danskere er konferencerne dog ofte i udlandet, så rejseomkostningerne er lidt højere. Det giver til gengæld masser viden, inspiration og motivation - både til dig der deltager, men også til kolleger og til virksomheden generelt. Hvis du har muligheden, så prøv det!

En oplagt første konference er TestEXPO som vi (Jeg arbejder for Capgemini Sogeti) afholder i starten af året. Den minder meget om de store konferencer, men tager kun en dag. TestEXPO er gratis, så det er nemt at overtale chefen, men til gengæld skal du være hurtig, da billetterne går som varmt brød.  Den næste er i 2017, så hold øje med testexpo.dk eller meld dig ind i LinkedIn-gruppen